Studenterjob


til udvikling af testmiljø




Er du i gang med en IT uddannelse, har lidt erfaring, er dygtig og vil gerne ind som udvikler i et succesfuldt firma?
Så er du måske vores nye kollega ...

Jobbeskrivelse

PDC arbejder med automatiserede tests på mange niveauer af vores systemer og søger en udvikler, der kan hjælpe os med videreudvikling af en robot-farm, som varetager build, release packaging, smoke-tests, regressionstests, stress- og performance tests mv.

Det automatiserede framework til build og test-afvikling er home-grown og baseret på VM Ware ESXi, Windows Shell scripts og SmartBear’s/Automated QA’s TestComplete GUI test-værktøjer.

Jobbet indebærer vedligeholdelse og udbygning af eksisterende testsuite - herunder indspilning af GUI tests vha TestComplete.

Vi ønsker i fremtiden at erstatte CMD scripts med enten Python eller Powershell. Du vil blive ansvarlig for design og implementering af et sådant nyt system i tæt samarbejde med andre af vores udviklere.

Vores GUI desktop applikationer til overvågning af robotter og test-systemer skal ligeledes videreudvikles, og du vil indgå i udviklingsteamet. Applikationerne er skrevet i Visual Prolog.

Plads til udvikling

PDC prøver at tiltrække de dygtige udviklere, der kan arbejde på et højt niveau, og samtidig er proaktive, omhyggelige og gode til at samarbejde. Vi vil gerne tiltrække ildsjæle, der brænder for deres fag, og som kan være med til at udvikle både PDC og sig selv!

Som udvikler medvirker man i alle faser af udviklingsprocessen, herunder analyse, design, konstruktion og (automatisk) test. Hvor det er muligt, arbejder vi efter agile metoder, og har en stærk ambition om at levere kvalitet og succesfulde projekter.

Man arbejder sammen med mange andre dygtige softwareudviklere samt selvfølgelig supportere, brugerkonsulenter, sælgere, projektledere, UX designer, grafikere mv. Vi arbejder med mange typer projekter. Fra små projekter, kundetilpasninger og mobile apps, til store systemer med flere hundrede samtidige planlæggere der planlægger for mange tusinde personer.

I PDC adskiller vi os fra mange andre IT-virksomheder ved ud over at anvende sædvanlige udviklingsværktøjer, også at udvikle samt anvende vores eget værktøj Visual Prolog®, der er stærkt til udvikling af systemer til planlægning og beslutningsstøtte.

Din nye arbejdsplads - dit nye team (www.pdc.dk)

PDC er et danskejet softwarehus med internationalt fokus. Vi har i mere end 30 år udviklet avancerede planlægnings- og ressourcestyringsløsninger til en række brancher, bl.a. luftfart, sundhed, detailhandel, servicevirksomheder og TV-stationer. Vi er i alt ca. 140 medarbejdere med hovedkontor i Brøndby og datterselskaber i England, Canada, Singapore, Colombia og Rusland.

Hverdagen

Vores hverdag kan være hektisk, men giver dig mulighed for at arbejde i et motiverende, inspirerende og internationalt miljø med dygtige kolleger og familievenlige arbejdsvilkår. Vi giver stor frihed i dagligdagen og har en fri og humoristisk omgangstone. Efter eget ønske kan du deltage i diverse sociale og sportslige arrangementer, den attraktive kantineordning mv.

Ansøgning

Ønsker du at komme i betragtning, så send straks din ansøgning og CV til pdc@pdc.dk med "Studenterjob" som emne. For spørgsmål kan du kontakte Leo Schou-Jensen på tlf. 3636 0000.

PDC søger udviklere af avancerede systemer til planlægning